26. oktober 2020

KEND DIT LOKALUDVALG - Næstformanden

Så er det blevet næste mand i rækken - som skal præsenteres i konceptet "KEND DIT LOKALUDVALG"...

Niels M. Frederiksen – Næstformand 

”Jeg har været bosat i Brenderup lidt over 17 år nu, og bor på Bøgelundvej sammen med min kone Christina, mine to tøser Clea og Vigga samt et par katte og skildpadder. Til dagligt kører jeg til Billund, hvor jeg arbejder som Designer ved LEGO System A/S. Her sidder jeg og designer og udvikler LEGO Star Wars sæt. 

Jeg er spritny i Lokaludvalget, hvor jeg besidder posten som Næstformand. Desuden sidder jeg som formand i styregruppen ”Bæredygtigt Lokalsamfund”, som er ansvarlig for udfærdigelsen af en ny Lokal Udviklingsplan for Brenderup – så med et ben i begge udvalg, er der en masse spændende opgaver at tage fat på. 

Mine to mærkesager i Lokaludvalget er: 

1. ”Turisme-kroner”: At få en egentlig turisme op at køre i Brenderup er nok ikke så ligetil grundet vores placering imellem Båring Vig og Bogense – men noget der kunne være interessant at tage fat i, er hvordan vi kan få flere af de gennemkørende turister på vej til Bogense, til at slå en smut omkring Stationsvej og gøre deres indkøb der – Eller på anden vis udnytte Brenderups mange ressourcer 

2. ”Lokale hjælper Lokale”: Som Mette-Marie nævner i sin introduktion, så har vi her i Brenderup et meget stærkt erhvervsliv og foreningsliv. Der hvor jeg gerne vil tage fat, er i hvordan vi får alle byens andre ressourcer sat i spil. Små private hyggeklubber, hobbyister, kunsthåndværkere osv. Lad os hjælpe hinanden med at opdage alle de skjulte ressourcer vi har i Brenderup, som vi alle kan drage nytte af. 

Hvis du har spørgsmål eller gode idéer omkring vores by eller måske vores kommende Lokale Udviklingsplan, er du velkommen til at kontakte mig på tlf: 2274 9372 eller på mail: nmf@brenderupfyn.dk”

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubble